Ny Børneudviklingstræner
Bagsværd Boldklub præsenterer ny børneudviklingstræner
I Bagsværd Boldklub har vi igennem mange år været heldige med at have en rigtig dygtig børneudviklingstræner.
Når vi har dygtige folk på posterne kommer det medlemmerne til gode og desværre får andre klubber også øje på det.
Det skete for os da klubbens hidtidige børneudviklingstræner Noah Bach-Marklund blev klubudvikler i Brøndby IF.
Bestyrelsen i Bagsværd Boldklub har i den forbindelse benyttet lejligheden til at gennemgå klubbens organisering og have drøftelser af det fremtidige strategiske setup. Børnedelen er helt afgørende for klubben og et fundament for fremtiden. Samtidig må vi erkende, at også ungdomsdelen har brug for strategisk fokus således, at vi kan fastholde vores ungdomsspillere i vores foreningsfællesskab. Vi ser til tider at vores ungdomsspillere falder ud af fællesskabet og det vil vi gerne gøre en særlig indsats for at forebygge.
Derfor har bestyrelsen truffet beslutning om at børne- og ungdomsudviklingsdelen er to ligeværdige indsatsområder i vores klub.
Dermed skal klubben fremadrettet både have en børneudviklingstræner og en ungdomsudviklingstræner.
Formanden for bestyrelsen i Bagsværd Boldklub Anders Poulsen udtaler i den forbindelse;
”Vi har brugt god bestyrelsestid på at drøfte, hvordan vi bedst muligt understøtter udviklingen på tværs af børnefodbolden og ungdomsfodbolden – det er to ligeværdige dele. Vi skal blive dygtige til at fastholde vores ungdomsmedlemmer i Danmarks vigtigste fællesskab; foreningsfællesskabet”.
Derfor er der truffet en strategisk beslutning om, at ansatte en børneudviklingstræner på halv tid og en ungdomsudviklingstræner på halv tid.
Det bliver to nøglepersoner i den videre udvikling af Bagsværd Boldklub.
Nu er den første ansættelse faldet på plads og det glæder Anders Poulsen;
”Vi har taget os god tid til at have de rigtige drøftelser med hinanden i bestyrelsen. Det har gået lidt ud over fremdriften i ansættelsesprocessen og vores trænere savner helt sikkert at få kyndig sparring. Det er jeg glad for at vi nu kan give dem på børneudviklingsdelen”.
Den nye børneudviklingstræner hedder Kristoffer Elm Bregengård og kommer til klubben fra Boldklubben Vestia.
Her har Kristoffer haft træneransvar for alt fra U4 til U17, været ansvarlig for det sociale arbejde ”Brobold” og sociale partnerskaber.
Kristoffer Elm Bregengård glæder sig til at komme til Bagsværd Boldklub og til at lære spillere, trænere, bestyrelse og forældre at kende. Om det siger Kristoffer;
”I tæt samarbejde med trænerne vil jeg agere som en tæt samarbejdspartner, der vil hjælpe med at facilitere træningen på banen og komme med inputs og sparring så vi kan udbyde den bedste mulige træning til gavn for alle spillerne. Jeg vil komme med min erfaring og gøre mit bedste for at hjælpe trænerne med at træningen på banen bliver så sjov og kompetent for alle trods niveau og erfaring".
Vi glæder os til at byde Kristoffer velkommen i Bagsværd Boldklub.
Der udestår nu ansættelsen af en ungdomsudviklingstræner og der er vi tæt på at lande en god løsning. Mere om det følger.
Med venlig hilsen
Bagsværd Boldklub